Voksne katte

Wagner er bror til Aida, Haydn og Chopin. Han har derfor samme opvækst som dem og er også en kat, der skal arbejdes med. Han er fra 01.09.19.

Gracie har ikke den store tiltro til mennesker hvilket man kan se på hendes øjne. Med den rigtige indstilling samt stor tålmodighed kan hun blive en rigtig dejlig kat. Gracie skal have Serafina med i sit nye hjem. Hun er fra 02.06.20.

Fie er en forsigtig, men kælen kat der nok har prøvet en del i sit liv. Hun kan ikke lide andre katte og skal derfor ud i et roligt hjem helt for sig selv. Hun er fra juli 2018.

Storm er en skøn, vamset herre. Han er ret forsigtig men utrolig kælen. Han har nok en del erfaringer med mennesker, både de gode og dårlige. Han er fra 01.05.13.

Valentina er en kærlig men lidt forsigtig kat der skal ud i et roligt hjem uden små børn. Hun er fra 06.06.16.

Svante er en lidt distingveret herre, der gerne vil snakke, når der er mad i nærheden. Han er fra 24.04.21.

Soffy er søster til Svante men en meget forsigtig kat, der skal arbejdes med. Hun skal ud i et hjem der har tålmodighed til at give hende den tid hun har brug for. Hun er fra 24.04.21.

Serafina er en lidt forsigtig kat, men der er bestemt potentiale i, at hun bliver en dejlig ven for livet. Hun er meget knyttet til Gracie, hvorfor de skal videre i livet sammen. Hun er fra 20.06.21.

Lurifax blev indleveret sammen med sin bror Ragan. De var meget skræmte og ville på ingen måde i kontakt med os. Det har heldigvis ændret sig selvom de stadigvæk synes, vi er bedst, når vi har lidt godt med til dem. Lurifax skal ud i et roligt hjem, der har tid og ro til at give ham tryghed. Han er fra 05.06.21.

Ragan er bror til Lurifax. Han har samme sind og skal også ud i et roligt hjem. Han er fra 05.06.21.

Morgan er en forsigtig kat, der ikke er kontaktsøgende over for fremmede. Med det rigtige hjem vil han dog blive et dejligt familiemedlem. Han er fra 18.05.21.

Kalypso er en smuk kat som har nok i sig selv. Vi kan bruges som foderautomater, men udover det, mener hun ikke vi er til ret meget. Har man overskud og ro vil hun dog kunne udfolde sig til en rigtig dejlig kat. Hun er fra 07.07.21.

Haydn er bror til Wagner, Aida og Chopin. Han er samme forsigtige type og skal ud i et roligt hjem. Han er fra 01.09.19.

Sommer en en kærlig kat, der kom ind til os med sine 4 små killinger. De er nu blevet store nok til at komme videre og hun vil også gerne have et nyt hjem.

Dagmar er en dejlig, men tilbageholdende kat der kræver lidt tålmodighed. Hun kan i de rigtige omgivelser blive et kærligt familiemedlem. Hun er fra juni 2021.

Hedwig er søster til Dagmar og har samme sind. Hun er også fra juni 2021.

Gynter er en skøn men tilbageholdende kat fra september 2021.

Benjamin er en flot, stor hankat. Han er en kærlig og livlig kat over for dem han kender men fremmede skal han lige se an først. Han er fra 01.02.20.

Pippi strejfede rundt i gaderne og tiggede mad, højdrægtig. Der var heldigvis en dame, der tog ansvar og tog hende med hjem. Hun kom hurtigt ud til en plejemor, hvor hun få dage senere fødte sine 4 killinger. Nu er de så store, at Pippi kan komme ud i et hjem, hvor hun kan få den kærlighed, hun fortjener. Pippi er fra 01.07.21.

Octavias 3 killinger blev fundet på en virksomhed og samme dag som de skulle afleveres dukkede deres mor op og hun kom med. Hun viste desværre hurtigt, at hun ikke ville tage sig af dem. Måske har de været adskilt på findestedet for længe. Vi var nødt til at få de små i pleje og Octavia faldt til ro og viser, at hun er en tillidsfuld og kærlig kat som skal ud i et hjem uden andre katte. Octavia er fra 02.06.19.

SOLGT med deadline den 17.12.22. Linea er en stille og lidt forsigtig kat som kom ind til os med sine 4 små killinger. De er nu blevet store og Linea venter nu på et nyt, godt hjem.

Bastian er en stor og flot hankat med et stille sind. Han har været ejerkat siden killing og har levet som indekat. Ejer valgte nu en kæreste som ikke var forenelig med Bastian og Bastian blev valgt fra. Han er ikke egnet til hjem med små børn og andre dyr og skal have mulighed for at komme ud. Bastian er fra 05.06.20.

Aida er en skøn lille dame men meget forsigtig. Hun blev indleveret sammen med flere søskende. Hun har ikke haft kontakt med mennesker i starten af sit liv og kræver derfor et menneske der har ro og indsigt til at gøre hende tryg. Hun er ikke "vild" men bare lidt skeptisk. Hun er fra 01.09.19.

Chopin kommer fra samme sted som Aida, Wagner og Haydn og har derfor den samme adfærd. Også en kat der kan arbejdes med for den rigtige person. Han er fra 01.09.19.

SOLGT med deadline den 12.12.22. Anuska kom ind til os med sine 5 nyfødte killinger. Hun har taget sig godt af det store kuld som af og til kunne være en stor mundfuld for hende efterhånden som de blev ældre. Nu har hun overstået sin moderrolle og venter på et nyt hjem, hvor hun kan få den omsorg, hun fortjener. Anuska er en stille og rolig kat som hos os fungerer sammen med en anden kat. Anuska er fra 01.07.20.

Katte fra 1 år og ældre
Der er ikke billede af alle vore voksne katte her på hjemmesiden. Kig ud til os i vores åbningstider og se de andre dejlige voksne katte som venter på et nyt hjem.